#dajegsagdefra – min historie

#dajegsagdefra – min historie

Den 29. juli 2021 var dagen, hvor jeg med styrke i kroppen, kastede min hemmelighed ud i offentligheden. Hev den ud af min krop, placerede den i min højre hånd og mærkede vægten. Den tunge, tunge vægt, havde tynget min krop for længe. Nu var det på tide at kaste den – og som en sten slog den smut inden den stille sank ned i dybet. Min hemmelighed, min tunge sten, er historien om det overgreb jeg blev udsat for tilbage i 2018. Med titlen “Her er de tre råd til unge kvinder, som ingen forældre tør give” fortalte jeg, i Politiken, om min oplevelse under hashtagget #dajegsagdefra.

I dag den 13. august føles min krop og mit sind lettere end før. Stenen jeg havde i maven er langt borte, druknet, og nu, på afstand, kan jeg mærke ringe af lettelse sprede sig i vandet, hvilket så fint, så roligt, rammer min krop.

Jeg skriver her i dag, da jeg gerne vil sige tusind tak til alle jer, der har udvist opbakning – er meget overvældet over al den kærlighed og varme, jeg har modtaget de seneste uger. Vejen hertil har været lang og bøvlet. Vejen har for mig, indtil nu, varet tre år. Vejen er ikke slut endnu, tværtimod, den er først lige startet. Jeg må, du må, vi må og skal tage arbejdshandskerne på, for sammen kan vi udbygge vejen til et retfærdigt, sympatisk, trygt og solidarisk Danmark. #dajegsagdefra