Et skriv om de “dumme” tanker jeg oplever i forbindelse med min krop

Et skriv om de “dumme” tanker jeg oplever i forbindelse med min krop

Min kæreste og jeg er lige flyttet sammen, og i flytterodet fandt jeg dette billede frem. På billedet ser man den blonde, unge kvinde som jeg er. Billedet er fra en lun sommeraften i 2020, taget efter tre et halvt glas SU-venlig lyserød rosé til 30 kr. på tilbud i Netto og lidt for mange ikke SU-venlige smøger. Min veninde dokumenterede aftenens forløb med sit polaroidkamera. Blev så vild med det kamera, at jeg simpelthen smed min bikinitop i begejstring og i en her-kommer-jeg-attitude som den lyserøde vin havde givet mig! Normalt er jeg ikke så frisk, men lige dér, da jeg stod med tæerne dyppet i det milde, mørkeblå vand, var jeg. Et klik, en kort brummen og kameraet affødte billedet – ja, smart er det med de der polaroidkameraer. Følte mig forfrisket, fornyet, forløst, da jeg så billedet første gang. I det øjeblik forsvandt alle mine negative tanker om min krop. Rosé rusen havde reinkarneret mig. Jeg følte mig sexet, stærk, smuk!

Morgenen efter, da jeg sad i en varm bil på vej hjem fra sommerhuset, fandt jeg polaroidbilledet frem i jagten på en panodil. Her-kommer-jeg-mentaliteten var nået hurtigere hjem ind jeg. Følelsen af forfængelighed indtraf. Mine “dumme” tanker, som jeg kalder dem for min kæreste, bankede blidt på døren og jeg som sædvanlig, bad dem varmt velkommen. Jeg var plaget af forfærdelse af egen krop.

Da jeg ikke selv kunne nyde billedet, gav jeg det til en som jeg vidste ville blive glad for det. Min kærestes øjne lyste op, da han åbnede kuverten hvori billedet lå. Det glædede mig at se hans begejstring over billedet, over mig. Begejstringen hos ham vækkede dog en følelse af frustration hos mig. Frustration, fordi jeg ikke selv kunne finde glæden i billedet, glæden i mig selv, glæden i min krop. De komplimenter jeg modtog, understregede mit forvrængede syn på min egen krop. Hvordan kunne han elske den, og jeg hade den? Al den tid han brugte på at rose den for dens styrke og skønhed, brugte jeg på at kritisere den. Jeg var bevidst om den hele tiden, hvilket gjorde mig udmattet. Når jeg kiggede på billedet så jeg kun fejl. Jeg kunne ikke se den unge kvinde på billedet i øjnene.

Nu, når jeg sidder og skriver, kigger jeg hende direkte ind i øjnene. Jeg kigger mig selv i øjnene. Det føles som om, at det er første gang jeg rigtigt ser hende, ser mig. Jeg fælder en tåre. Måske læser jeg for meget ind i det, men det føles som om, at det var meningen jeg skulle finde billedet.

Efter sommerhusturen satte jeg mig for at arbejde på mit syn på min krop. Jeg dykkede ned i mine ”dumme” tanker og fandt ud af, at tankerne ikke udelukkende omhandlede min krops udseende, men mit selvbillede. Jeg lærte, at min krops udseende ikke er essensen af Sara. Jeg lærte så småt at slappe af i mig selv, hvile i mig selv. Jeg lærte, at jeg ser ud på en bestemt måde. Og denne bestemte måde er en god måde. Når jeg spiser varieret og træner når jeg har lyst, ser jeg ud på en bestemt måde. Dette resulterer i en sund krop, et sund sind, en sund Sara. Min beskadiget kaloriekontrolleret hjerne helede dag for dag. Så kom december, så kom anden coronanedlukning, og det satte mig på en prøve. Det har taget hårdt på mig. Nedlukningen har foruden at påvirke min psyke påvirket min krop, da mit aktivitetsniveau ikke er det samme. Derudover har jeg, som resten af Danmark, bagt bananbrød på livet løs og testet samtlige fastelavnsboller i København. For at være ærlig, så har jeg siden nedlukningen døjet med ”dumme” tanker. Jeg var så tæt på at falde tilbage. Men nej, ikke efter jeg fandt dette billede. Jeg kan ikke byde hende den smukke, smilende unge kvinde, den smerte igen. Jeg vil ikke byde mig det igen! Dét besluttede jeg den dag, jeg fandt billedet.